Hvad arbejder vi med?

Fonden for Træer og Miljø arbejder med "gennem oplysning, forskning eller på anden måde at støtte bestræbelser for inden for landets grænser at bevare eller nyskabe træplantninger, enkelttræer og buske, der er værdifulde miljømæssigt eller i botanisk, kulturhistorisk eller æstetisk henseende". Jf. fondens fundats § 2.



Ledreborg Allé. Foto: Hans Erik Lund

Alléer
Dette har især udmøntet sig i etablering af nye alléer samt retablering af gamle alléer, herunder specielt mange tidligere elmealléer.
Forretningsudvalget lægger meget vægt på at nye alléer skal være til glæde for andre end ejeren af alléen, dvs. også for trafikanten. Alléer til private ejendomme er meget ofte med til at opdele landskabet – danne kulisser.

Plantning for lokalsamfundet
Projekter fra borgerforeninger, ungdomsforeninger og lign. om nyplantning af borgerforeningers arealer kan Fonden også støtte med tildeling af træer og planter.

Sansehaver
Etablering af specialhaver – duft-, føle- og erindringshaver – til institutioner el. lign., der henvender sig til personer med stærke fysiske og psykiske handicap, kan også være et område, hvor fonden kan tænkes at give vejledning og plantemateriale til.

Enkelttræer
Markante træer i landskabet eller bybilledet vil Fonden tillige kunne støtte.

Bevaring af træer og plantninger
I tilfælde hvor der er delte meninger om en eksisterende plantnings fortsatte beståen kan Fonden tilbyde sin ekspertise og erfaring.

Støtte til forskning
I specielle tilfælde kan Fonden støtte forskningsprojekter med økonomisk hjælp.

Generelt
Forretningsudvalget lægger i sin behandling af indkomne ansøgninger meget stor vægt på at nyplantningen er sikret en ordentlig vedligeholdelse og naturligvis i de tilfælde, hvor det måtte kræves, at ejerens tilladelse til plantningen er opnået.